Gå til forsiden

Danske unges alkoholrekord

Alkoholforbruget blandt danske unge har faktisk været dalende de sidste fem-ti år, men de danske unge drikker stadig mere end andre unge i Europa.
Det er især ved den fuldskabsorienterede druk, at de danske unge skiller sig ud, viser den seneste opgørelse fra foråret 2012: Skolebørnsundersøgelsen.

Skolebørnsundersøgelsen 2010, som er en international undersøgelse af europæiske skolebørns liv og sundhed udgivet af WHO, sammenligner blandt andet alkoholvanerne hos 11, 13 og 15-årige i forskellige lande, og på ét punkt stikker danske unge af fra deres jævnaldrende i lande, vi ellers sammenligner os med. De drikker sig rigtig fulde.

I undersøgelsen er knap 5.000 danske skolebørn blandt andet blevet spurgt, om de har prøvet at drikke alkohol, hvor ofte de drikker, og om de har prøvet at være fulde. På de to første punkter ligger danske unge på niveau med andre unge, men når det kommer til antallet af gange de har været fulde, indtager danske 15-årige igen førstepladsen i statistikken.  
56 pct. svarer ja til mindst to gange at have drukket så meget, at de blev fulde. Det er omkring dobbelt så stor en andel af aldersgruppen, som man for eksempel ser i Norge og Sverige, der placerer sig som nummer 27 og 29 i statistikken. I lande som Frankrig og Italien er andelen af 15-årige, der har prøvet at være fulde 23 pct. og 20 pct. - omkring tre gange mindre end i Danmark.